Dej:
250 g mel
½ tsk. salt
125 g smør
¾ dl koldt vand
Lav en mørdej som til f.eks. porrequich. Dejen kan med fordel laves dagen før og lægges i køleskab. Brug din egen opskrift eller denne her: hak smørret ind i mel og salt til det hele ligner reven parmesanost. Det går utrolig let i en foodprocessor men håndkraft går også an. Tilsæt vandet og saml dejen i en klump.
En baljefuld ramsløgblade direkte fra skoven.
Fyld en opvaskebalje med ramsløgsblade. Skyl bladene og fjerne evt. visne. Blomster eller blomsterknopper kan godt komme med i tærten, men de er stærke og bør skæres i små stykker. Bladene skæres i ca. 2 cm brede strimler og lægges i en gryde hvor de langsomt varmes op til kogepunktet. Fjern dem fra varmen så snart de er faldet sammen.
1,5 dl mælk
3 æg
1 tsk. salt
100 g reven ost
Evt. 2 – 3 skiver bacon skåret i små stykker
Pisk æg og mælk sammen og rør ost og evt. bacon i.
Rul tærtedejen ud og beklæd en smurt tærteform med dejen. Prik dejen med en gaffel. Fordel ramsløgen i tærten og hæld til sidst æggeblandingen over.
Bages ved 190 grader i 30 – 40 minutter og spises omgående.