Vi har afprøvet opskrifter i NOMA kogebogen
En NOMA middag kræver “kogebogen”, kokken og masser af tid. Vi – en gruppe naboer som nu for 3. gang afprøver Nomakogebogen: NOMA, Tid og sted i det nordiske køkken, 2009, René Redzepi. Hvor svært kan det være? Ja, det er i hvert fald ikke ligetil. Vi har fået dyb respekt for arbejdet på NOMA, men også haft rigtig mange sjove oplevelser med vores “gør det selv” – projekt.
Bogen “NOMA – tid og sted i det nordiske køkken” indeholder masser af uundværlig information om råvarerne og deres oprindelse. På disse sider gengiver vi vores erfaringer. Nomaretter er utroligt krævende, så vi har holdt det som “sammenskudsgilder”:
- Deltagerne medbringer en ret med tilhørende vin
- Deltagerne supplerer evt. med en eller flere smårretter – der er masser i NOMA kogebogen
- Retten skal så vidt muligt følge NOMA kogebogen dogmatisk
- Det er tilladt at improvisere med udgangspunkt i principperne.
- Årstiden spiller ind på menuen – en del af ingredienserne har kun kort sæson.
- Anretningen foretages mellem de enkelte retter, hvilket selvfølgelig betyder, at det samlede måltid trækker ud (6 – 7 timer).
- Børn/unge må kun deltage hvis de orker hele aftenen.
- Læs om vores erfaringer med NOMA kogebogens opskrifter her (enkelte er dog ikke fra kogebogen men fundet på diverse sider på internettet):
Erfaringer fra begynderne: start i god tid og læs hele opskriften igennem..
… mindst en uge i forvejen! Kogebogen er fuld af overraskelser. Kogebogen er i denne sammenhæng Rene Redzepis bog: Tid og sted i det nordiske køkken. Mange opskrifter kræver helt specielt udstyr eller råvarer, som man bestemt ikke kan forvente at finde i enhver Fakta eller isenkram. Kogebogen er fuld af vendinger som: ”passer denne mousse gennem en trommesigte”, ”blend olie og krydderurter ved 60 grader i en Thermomix”, ”pocher andeæggene ved 65 grader i 36 minutter”, ”passer saften igennem et fint klæde og mål sukkerindholdet med et refraktometer”, for bare at nævne nogle få. Men madlavning er også det muliges kunst – sikkert også på Noma.? Kan man ikke få det, som står i opskriften, kan det måske erstattes med noget andet uden at man går på kompromis med resultatet.