Vil du lave et Sønderjysk kaffebord så skal du enten sikre dig, at du har tid nok (det tager ca. en uge at lave det hele klar), eller du skal bede dine gæster om at medbringe nogle af kagerne. Går du i gang bør du sørge for at der er mindst 10 -15 deltagere – det er simpelt hen for stort et arbejde at sætte i gang for færre mennesker. Og I bør også sørge for, at der bliver sunget lidt undervejs.
Et ægte Sønderjysk kaffebord består typisk af mindst 7 bløde og 7 hårde kager. Man starter med stopkager, så kommer pladekager og sandkager, dernæst torterne og til slut småkagerne.
Langt det meste bagværk smager bedst nybagt, men rent praktisk kan det hele jo ikke laves samme dag. Derfor kræver det lidt planlægning at gennemføre kaffebordet.
Boller, kringle og søsterkage kan du med fordel lave et par uger i forvejen og lægge det i fryseren.
Småkager kan også let opbevares i en lukket kasse (evt. i fryseren) når man bare har sikret sig at de er helt gennembagte og sprøde.
Dagen før kan du lave sandkager, pladekager og lagkagebunde. Du kan også lægge evt. lagkager sammen – dog ikke brødtærten, som skal spises helt frisklavet. Det er også en god ide sørge for at dække bordet, så det er klar. På selve dagen får du travlt:
Selve dagen:
Start med at tage gærbrødet op af fryseren, så du ikke glemmer det.
Tag også smør ud af køleskabet så det kan få stuetemperatur og blive smørbart.
Husk rigeligt med kaffe.
Vi har købt fine kaffestel, kaffekander og lagkageforme på loppemarkeder.
Skriv et svar