Kommenskringler – 16 stk
Kommenskringler er noget helt særligt. Selv kringleformen går måske helt tilbage til 600 årene og har siden 1500 tallet symboliseret bagerstanden. Det menes at kringlen symboliserer korslagte arme som i gammel tid var en typisk bedestilling.
Kommenskringler går tilbage til en tid hvor kommen blev brugt i maden langt hyppigere end det gør i dag. Jeg kender ikke nogen bedre opskrift på kommenskringler end denne, som stammer fra Kirsten Høeg-Larsens bog: Brødbogen.
Det helt særlige ved denne opskrift er at kringlerne “vandhæves”: Efter at dejen har hævet første gang formes kringlerne og en efter en sænkes de ned i spilkogende vand med en hulske. Når de svømmer op på overfladen er de klar og lægges på en bageplade. Det tager kun et øjeblik for hver kringle. Umiddelbart herefter pensles de med sammenpisket æg og sættes i ovnen.
Opskrift:
Opskriften er forberedt til brugere af melkværn
- 20 g gær
- 3 dl mælk
- 100 g smør
- 1 tsk salt
- 1 tsk sukker
- 650 g hvedekerner (500 g hvedemel)
- ca 2 spsk. kommen
Hvedekernerne males fint og sigtes derefter indtil der er ca 500 hvedemel.
Mælken lunes og gæren opløses heri. Smørret smeltes og alle ingredienser æltes godt sammen. Dejen hæves til dobbelt størrelse – måske 3/4 time. Den deles i 16 lige store stykker. Sæt en gryde over med ca 2 l vand og bring den i kog. Imens rulles de enkelte dejstykker ud pølser – ca 15 cm lange og formes til en kringle. Så snart vandet koger sænkes kringlerne en for en ned i vandet. Når de igen kommer op til overfladen tages de op med en hulske og lægges forsigtigt på en bageplade.
Pensl alle kringlerne med sammenprisket æg og sæt dem i ovnen på midterste rille ved 250 grader i 15 minutter. Spises med smør. Drik te til eller måske et glas mjød?
Mikkels aften
I Ålborg serveres stadig kommenskringer og mjød på Mikkelsaften. I gamle dage var denne skik udbredt i hele landet. Man kan kalde det høstens helligdag. Mikkelsdag (29. september) var for øvrigt også den dag bifamilier blev købt og solgt, og det var også den dag hvor tyende typisk skiftede plads. Officielt skete det 1. november men Mikkelsdag passede bedre ind i landbrugets rytme.
Jacob skriver
Det er godt nok ikke meget kommen du kommer i dine kommenskringler 😉
Dorthe skriver
Godt set – plejer at bruge ca 2 spsk kommmen i opskriften- jeg retter den straks til. Tak for info.
henning skriver
Du skriver ikke noget om mælk i opskriften, men alligevel skal man lune mælk og opløse gæren heri…..?
Dorthe skriver
Du har fuldkommen ret – der skulle have stået mælk i opskriften. Det er rettet nu. Tak fordi du gjorde opmærksom på det.
Birgitte skriver
Opskriften i sin nuværende form er helt fantastisk. Tak! Lækre kommenskringler; dog trillede jeg 12 – ikke 16. Jeg var meget tilfreds med resultatet og var bange for, at 16 stk. ville blive små og tørre.
Dorthe skriver
Dejligt at høre.
Julia skriver
Fantastiske kommenskringler! Som at blive sendt tilbage til barndommen.
Dorthe skriver
Dejligt at høre.